Rekord på Trustpilot

Ingen kommentarer

Jeg har tidligere skrevet om vores udfordring med Trustpilot. Det var vist mere end et år siden, hvor vi lå med en noget dårlig rating, og havde svært ved at se om Trustpilot var en ven eller fjende.

Siden dengang har vi satset ganske meget på at forbedre kundekontakten, kundeservicen og handelsplatformen i det hele taget. Ikke fordi bedømmelsen på Trustpilot har været målet, men fordi det har været et naturligt mål for os at udvikle og forbedre QXL.

Det er derfor dejligt at vi i disse dage kan se at indsatsen, målt på bedømmelser, har givet pote. QXL ligger nu med fire fine grønne stjerner og en anbefaling til andre brugere. Det er vi glade for, og det viser at vi er på rette spor.

Vi kan se i mange at de bedømmelser vi får, at især vores kundeservice får mange roser. Dem takker vi ekstra for – for det er ikke kun nemt at holde en tæt og god kontakt med kunder, når man driver en ren netbaseret auktionsforretning.

Godt nytår fra QXL

4 kommentarer

2011 har været et spændende år for QXL.

Den største negative udfordring har faktisk været Google, hvorfra vi  normalt får rigtig mange besøgende. Af årsager som ikke rigtig er kendt mistede vi mange mange tusinde brugere hver uge på den konto, og det har naturligvis haft højeste prioritet at vende tilbage til normale tilstande, hvor søgemaskinen korrekt viser QXL i relevante søgeresultater. Det projekt er heldigvis gået godt, så vi nu igen er at finde de rigtige steder på Google.

Af mere konstruktive aktiviteter kan jeg nævne at vi har indført sikker betaling mellem vores kunder med QXL-handel, og når vi får de sidste forbedringer med på den første udgave, er jeg sikker på at det bliver et godt aktiv for vores brugere.

2011 blev også året hvor vi styrkede vores kundeservice markant, så vi nu er den danske handelsplads med markant længste åbningstider og samtidig vender vi meget hurtigere tilbage med svar og hjælp end tidligere. Vi tror på at rigtig god kundeservice er en fælles fordel for både medlemmer og os selv.

Hvis vi i det forgangne år har brugt meget krudt på de indre linjer, så er vores fokus i 2012 rettet mod at tiltrække endnu flere brugere til handelspladsen. Vi får små 2 millioner besøg månedligt på QXL fra et pænt stykke over 500.000 besøgende, og selvom det er ganske mange mennesker, så ved vi at der er mange tilbage endnu, der ikke har gjort det til en god vane at bruge QXL.

Derfor vil I se flere udadvendte aktiviteter i det næste år. Både i direkte reklamesammenhæng, som eksempelvis QXL Sportsauktioner og annoncering på andre medier og forhåbentlig også med mere ørenlyd i pressen i det hele taget. Vi vil i hvert fald gøre en indsats for at få mere synlighed og dermed også flere  nye brugere til vores auktioner.

Vi ser frem til udfordringerne i 2012, og er sikker på at endnu flere vil opleve at QXL er det bedste bud på en rigtig god handel.

Rigtig godt nytår!

QXL giver gaver på fødselsdagen

67 kommentarer

I dag fylder QXL 12 år. Det er en begivenhed vi er stolte af, og vi glæder og over at vi har været danskernes fortrukne netauktion igennem rigtig mange år.

For ikke at ligne alle andre, har vi valgt at markere dagen med en omvendt fødselsdagsgave. Det betyder at alle vores mange medlemmer fremover kan se frem til at få fem gratis oprettelser fra QXL på deres egen fødselsdag.

Fødselsdagsgaven begynder vi at gi’ allerede fra i dag, og vores medlemmer kan derfor se frem til gave fra os helt automatisk. Vi skal nok sende en hilsen til jer samtidig. Derfor; tillykke til os – og til jer, når I fylder år næste gang.

QXL til DHL-stafet

2 kommentarer

QXL (og Trendsales) deltog sammen med mange tusinde andre firmaer i den årlige DHL-stafet i Fælledparken. Vores hold var i år forstærket med Heiner, der er CEO i Ricardo Schweiz, som er det firma der ejer QXL i Danmark.

Vores tid var ikke superhurtig, men alligevel god nok til at vi bestemt ikke måtte lukke og låse som sidste hold. Løberuten indbyder nu heller ikke for alvor til hurtigløb, da både rigtig mange deltagere og meget blødt græstæppe gør de 5 km. endnu sværere end de er i forvejen (undskyldninger, undskyldninger). Vi havde en superfestlig aften  i godt selskab – på trods af både regn, kulde og pløre.

Vi takker Sparta for et flot arrangement, vores kollegaer for meget fin hepning. Og så fortsætter vi bare den ugentlige træningen på Christianshavns Voldanlæg lige ved siden af vores kontor – så vi kan gøre det endnu bedre næste år.

Open by Night på QXL

11 kommentarer

Vi følger jo hele tiden med i hvornår vores brugere er på QXL, og hvad de laver på sitet. For os har det betydning i forhold til at eksempelvis at forbedre sitet og vores kundeservice. For vores brugere kunne den samme viden nok godt være interessant, fordi man jo får mest ud af at afslutte sine auktioner på de tidspunkter hvor der er flest mennesker samlet i “auktionslokalet”.

Hvordan ser fordelingen hen over døgnet så ud?

Besøg på QXL henover et døgn

Grafikken er fra FDIM Real-Time og viser at der absolut er mest gang i butikken sidst på aftenen. Vi får typisk et løft når folk kommer hjem fra job, og så et stort hop når de/vi har fået aftensmad. Den kløgtige auktionssælger sørger selvfølgelig for at hans/hendes auktioner slutter på et tidspunkt hvor der er størst muligt bydelystent publikum på qxl.dk.

Det bliver spændende at se, om smartphones, tablet og vores Apps, der jo gør det meget nemmere at have QXL med på farten, kommer til at rykke ved dette billede.

Tusindvis af tekster: Wall of Writers

994 kommentarer

Hos QXL har vi sat os for at skrive en vejledende tekst til stort set alle vores kategorier, både af hensyn til brugerne og søgemaskineoptimeringen. Det lyder jo enkelt og nemt – udfordringen er bare at vi har omkring 8.000 kategorier på auktionssitet, med alt fra frimærker over digitale kameraer og til bestemte sko i bestemte farver og størrelser m.m. Det er ikke en opgave man sådan lige klapper af i en fart. Da det ikke lykkedes for os at lokalisere en tekstleverandør, der kunne klare sådan en opgave, måtte vi selv i gang med at sætte et team af skribenter.

Med udgangspunkt i Copenhagen Business School og Roskilde Universitet og deres jobbank søgte vi derfor efter skrivevante studerende, som have lyst til at arbejde for os. Og resultatet var overvældende – i skrivende stund (!) har vi 30 skribenter ved tasterne, og det går lynhurtigt fremad med at få skrevet vores tekster.

Udpluk fra vores “Wall of Writers”.

Skribenter fra QXL

Jeg regner med, at vi er færdige før sommeren er det samme – og så bliver det interessant at følge resultatet af anstrengelserne, blandt andet i form af bedre performance på Google.

Trustpilot – ven eller fjende?

1 kommentar

For den opmærksomme netsurfer vil det ikke være nogen hemmelighed at QXL har klaret sig enormt dårligt på Trustpilot. Trustpilot er  jo er site hvor især netvirksomheder rates af (formodentligt) deres netbrugere.

Vi har i årevis ligget i den tunge ende af sites i Danmark, og dermed karaktersat som dårlige og utroværdige. Vi har i lang tid ignoreret vores rating, da vi jo af interne kundetilfredshedsmålinger kan se at vores kunder er meget glade for os. Vores brugere smider også hvert år adskillige karakterer afsted i vores eget system – heraf er mere end 99% positive smileys.

QXL på Trustpilot

Det ændrer bare ikke ved at Trustpilot er en kendt tjeneste, som mange kigger hos. Heller ikke selvom vi kan se, at en del af de kritiske ratings vi har fået, kommer fra brugere, der er blevet sure over at de skal overholde regler og betale det de skylder os. Derfor har vi i dette forår valgt at arbejde med og ikke imod Trustpilot, og forsøge at få et mere retvisende billede frem af QXL derinde. De skal være vores ven, og ikke længere en fjende.

Det vi har gjort er, at være mere åben overfor Trustpilot. Vi går f.eks. ind og tilføjer kommentarer eller svar på de anmeldelser vi får. Vi beder vores egne brugere om at give os karakterer, og vi forsøger at hjælpe i de situationer hvor en bruger afgiver en karakter på baggrund af en dårlig oplevelse. Ikke fordi det kan ændre på en given karakter, men fordi vi faktisk anser det for at være en forlængelse af den service vi yder i det hele taget.

Så langt så godt. Virker det så?

Ja, vi begyndte i foråret, og vi har indtil nu forbedret vores score ganske betragteligt og fået en ekstra stjerne. Nu fremstår vi ikke længere som direkte dårlig, men som mellemgod.

Next step er naturligvis at komme op på fire stjerner.

iPad sætter rekord hver uge

5 kommentarer

Hos QXL så vi første gang trafik via iPad tilbage i april 2010, hvilket betyder at de allerførste iPads også blev brugt til at auktionere på vores site.

Analytics iPad besøg

Siden dengang er det gået stærkt, og som man kan se af figuren er hver ny uge stort set lig med en rekorduge for iPad’en, der virkelig vinder terræn hos vores brugere.

Indtil videre er besøgene fra iPad stadig kun forbeholdt de få, lige nu taler vi stadig om nogle ganske få  procent af alle visits på qxl.dk.

Bemærk i øvrigt en lille sjov ting. Antallet af visits tager et ordentligt hop midt i perioden. Det er ganske simpelt juleaften, der kan aflæses så direkte i tallene.

Kilde: Google Analytics