2011 har været et spændende år for QXL.

Den største negative udfordring har faktisk været Google, hvorfra vi  normalt får rigtig mange besøgende. Af årsager som ikke rigtig er kendt mistede vi mange mange tusinde brugere hver uge på den konto, og det har naturligvis haft højeste prioritet at vende tilbage til normale tilstande, hvor søgemaskinen korrekt viser QXL i relevante søgeresultater. Det projekt er heldigvis gået godt, så vi nu igen er at finde de rigtige steder på Google.

Af mere konstruktive aktiviteter kan jeg nævne at vi har indført sikker betaling mellem vores kunder med QXL-handel, og når vi får de sidste forbedringer med på den første udgave, er jeg sikker på at det bliver et godt aktiv for vores brugere.

2011 blev også året hvor vi styrkede vores kundeservice markant, så vi nu er den danske handelsplads med markant længste åbningstider og samtidig vender vi meget hurtigere tilbage med svar og hjælp end tidligere. Vi tror på at rigtig god kundeservice er en fælles fordel for både medlemmer og os selv.

Hvis vi i det forgangne år har brugt meget krudt på de indre linjer, så er vores fokus i 2012 rettet mod at tiltrække endnu flere brugere til handelspladsen. Vi får små 2 millioner besøg månedligt på QXL fra et pænt stykke over 500.000 besøgende, og selvom det er ganske mange mennesker, så ved vi at der er mange tilbage endnu, der ikke har gjort det til en god vane at bruge QXL.

Derfor vil I se flere udadvendte aktiviteter i det næste år. Både i direkte reklamesammenhæng, som eksempelvis QXL Sportsauktioner og annoncering på andre medier og forhåbentlig også med mere ørenlyd i pressen i det hele taget. Vi vil i hvert fald gøre en indsats for at få mere synlighed og dermed også flere  nye brugere til vores auktioner.

Vi ser frem til udfordringerne i 2012, og er sikker på at endnu flere vil opleve at QXL er det bedste bud på en rigtig god handel.

Rigtig godt nytår!