Udgivet d. 10. maj 2012 på politiken.dk.

Tekno-biler, Lego og Märklin modeltog topper søgelisten på netauktion.

Glem alt om Spiderman, Toy Story, Pokemon og Lego af den lyserøde slags. Når danskerne i dag søger efter legetøj på nettet, er det nogle helt andre mærker fra fortiden, der er efterspørgsel efter. Gamle modeltog, glansbilleder, fodboldkort og Barbiedukker ligger alle højt på listen.

»Vi har allesammen vores favoritlegetøj fra dengang vi selv var børn. Det overraskende er, hvor meget af det, vi søger efter som voksne«, siger direktør Steen Trier fra netauktionen QXL, der har lavet opgørelsen.

Ikke nødvendigvis køb og salg
Men selv om opgørelsen tilsyneladende viser en kæmpe interesse for det bedagede legetøj, er det dog ikke ensbetydende med, at det også handles stort på nettet.

»Nogle køber til egne samlinger men andre kigger blot for at løfte en flig af fortidens leg. Uanset hvad er legetøj en meget populær kategori hos os«, siger Steen Trier.

Han giver da også en anden årsag til, at det klassiske legetøj er så søgt: Folk med en togbane eller en kasse Lego på loftet vil gerne kende prisen, hvis de har intentioner om at sælge det.

På en ubetinget førsteplads over søgninger på det gamle favoritlegetøj er mærket Tekno, der blev produceret i perioden 1928 til 1972. Det er små legetøjsbiler, som det formodentligt er de mandlige brugere, der er på jagt efter og gerne vil gense. Ikke overraskende indtager Lego også en høj placering og kommer ind på en solid andenplads.

Tredjepladsen er også domineret af drengenes legetøj med det tyskproducerede Märklin modeltog, som mange mænd har brugt oceaner af timer med, da de var drenge. På 4. og 5. pladsen kommer henholdvis Barbie og dukker, så det er ikke kun voksne mænd, der tager en tur ned af barndommens gade.

På 8. pladsen over det, som danskerne søger mest efter på netauktionen, finder man glansbilleder, der dengang som i dag er og bliver pigernes domæne.

FAKTA
De mest populære søgeord på netauktionen QXL over gammelt legetøj:

1. Tekno
2. Lego
3. Märklin
4. Barbie
5. Dukker
6. Starwars
7. Fodboldkort
8. Glansbilleder
9. Retro
10. TinTin