Forleden aften  kunne vi med stor undren se et indslag i TV2 hvor Rigspolitiet og Laurtiz.com fremstod som om de i fællesskab havde udviklet en mærkningsordning mod hælervarer.

Da vi, sammen med bl.a. Den Blå Avis og Trendsales, løbende har været i dialog med Rigspolitiet omkring en forbedret indsats mod hæleri, så var det en lidt underlig nyhed at få, da vi intet har hørt fra politiet i adskillige måneder. I TV-indslaget blev vi oven i købet nævnt som en af de store handelspladser, hvor hælervarer kunne findes.

QXL er et af de mest sikre steder at handle; vi arbejder både med CPR-validering og NemID-validering og vi har et helt unikt karaktersystem der udelukker dårlige brugere. Vi har som de eneste en 14 dages fortrydelsesret for købere. Vi har en sikkerhedsprocedure omkring svindel og kopivarer. Kort sagt så bruger vi masser af energi på at holde så højt et sikkerhedsniveau på QXL som det er muligt, og derfor var det dobbelt skuffende at se nyheder forleden.

Vi har selvfølgelig straks kontaktet politiet for at få en forklaring, og de fortæller at deres ærinde ikke var at fremstille os og vores kollegaer i et dårligt lys. De startede simpelthen bare med lauritz.com fordi der var nogle konkrete problemer der. Ergo er virkelighedens verden vendt på hovedet i indslaget hos TV2.

Vi skal nu have en ny dialog med politiet om sikkerhed og mærkningsordninger – og det ser vi frem til.

Vi er positive overfor alle tiltag, der kan højne sikkerheden for handelspladserne, og vil meget gerne også have politiets kvalitetsstempel for god og sikker handel.