En ny stor undersøgelse viser, at vi danskere lægger størst vægt på andre brugeres meninger, når vi køber varer på nettet. Anmeldelserne er med til at gøre os trygge i købssituationen og betyder mere for os end fortrydelsesretten.  

“Netkøb afspejler det virkelige liv. Vi spørger venner og familie til råds omkring, hvor det er bedst at shoppe og hvilke produkter, der er gode. Derfor overrasker det mig ikke, at det netop er brugeranmeldelser, folk bedst kan lide. De færreste køber jo noget for at returnere det igen, så derfor ligger fortrydelsesretten lavere,” siger adm. direktør Steen Trier fra netauktionen QXL, der står bag undersøgelsen blandt mere end 1.000 brugere på netauktionen.

Ifølge undersøgelsen vægter tre ud af fire internetbrugere (72%) karaktersystemer som den absolut vigtigste faktor for, hvad der gør QXL til en tryg og sikker handelsplads på nettet. På andenpladsen (50%) kommer QXLs validering af køberne og sælgernes identitet, så alle handlende er, hvem de udgiver sig for at være.

“Karaktersystemet er rygraden i enhver sikker handelsplatform. Det giver nemlig køberne mulighed for at danne sig et indtryk af sælgerne, før de handler. En ting er at finde en god pris på nettet, noget andet er, om sælgeren er reel. Uddelingen af karakterer er lidt som en Smiley-ordning og er en fordel for alle parter,” siger Steen Trier.

QXL har iøvrigt netop rundet 25 millioner afgivne karakterer på sin platform. 42 sælgere har opnået flere end 20.000 brugerratings. Én sælger har alene opnået 26.000 karakterer, der allesammen er positive. Med andre ord har sælgeren solgt 26.000 varer på auktionen uden at have fået én eneste klage fra en kunde.

Decimaler gør forskellen
“Sælgerne på vores auktion kæmper om at have den bedste offentliggjorte brugerrating. For dem er det lig med en dårlig dag, hvis deres rating går fra 99,45% til 99,44%. Det siger noget om den tid og energi, der bliver lagt i at give kunderne en god og sikker købsoplevelse,” siger Steen Trier.

På tredje- og fjerdepladsen over det, der gør netauktionen til en tryg og sikker handelsplads kommer QXL’s køberbeskyttelse (46%) og fortrydelsesret (41%).

Det er 12 år siden, at QXL etablerede sig i Danmark og udfordrede ikke bare de traditionelle markedspladser som f.eks. Den Blå Avis, men også den måde, vi handler med hinanden. I stedet for at sælgerne sætter deres ønskepris, som ofte bliver pruttet ned, har QXL vendt handlen på hovedet, så køberne i stedet byder sælgernes varer op i pris. Forskellen er ofte en bedre pris for varen.

“På auktion er det altid det højeste bud, der vinder. I traditionel handel er det oftest de bedste argumenter for en prisnedsættelse, der vinder. Som sælger er man sårbar, når køberne står med kontanterne i hånden og lokker med en hurtig handel. Det element forsvinder med auktionsformen, hvor handlen er mindre influeret af følelser. Det er med til at sikre den rigtige pris for både køber og sælger ,” siger Steen Trier

Fakta om undersøgelsen
QXL har spurgt 1.000 brugere om, hvad gør QXL til en tryg og sikker handelsplads på nettet. Brugerne kunne vælge flere svarmuligheder.

Fordelingen af besvarelserne er følgende:

  • De mange karakterer afgivet på QXL skaber tryghed og øger troværdigheden mellem de handlende: 72%
  • At de fleste brugere er valideret med CPR eller med NemID: 50%
  • At der er fortrydelsesret på dine køb: 46%
  • At QXL tilbyder køberbeskyttelse (via QXL-handel): 40%