Gå altid efter den bedste pris
21. oktober 2011
Om os auktioner, rigtige priser 26 kommentarer
Jeg bliver tit udfordret på det faktum at QXL som auktionssite er dyrere at bruge end gratis alternativer. Og det er jo helt rigtigt, at der findes en del alternativer når der skal handles brugt. Der er én rigtig god grund til at bruge QXL fremfor kollegaerne i feltet, og det er at man med auktioner er sikker på at ramme den rigtige pris.
Som ivrig handler på brugtmarkedet kender jeg det fra mig selv. Havde jeg tidligere en vare til salg på f.eks. Gul & Gratis, så var mønstret ofte det samme.
Først og fremmest har jeg ikke en anelse om hvad jeg skal tage for varen – jeg er jo ikke professionel i at sælge et sæt brugte snekæder til min bil f.eks. Så derfor kigger jeg lidt på nettet og finder en pris frem som jeg tror er den rigtige. Varen lægges på og der ringer en interesseret køber og prutter prisen lidt ned – og så har vi handlet. Køber er glad, og jeg er det samme. Bortset fra at der bagefter ringer nogle flere potentielle købere for at købe – og jeg står tilbage med en fornemmelse af at jeg har solgt for billigt. Havde jeg valgt en QXL auktion var jeg sikker på at de her potentielle købere var gået i en budrunde, og så havde jeg solgt til den sidste og højstbydende og ikke den første og måske lavestbydende.
Billedet er det samme når man er køber. Det er svært at gennemskue om en pris er rigtig. Er varen på auktion, så er du ikke i tvivl om hvad andre har lyst til at byde for en given vare – prisen er tydelig og du kan gennemskue om du bliver snydt eller ej.
Billederne af pladecovers har jeg taget med fordi jeg lige nu jagter bestemte covers, og faktisk kan se at de er til salg på forskellige sites til alt fra kr. 10,- stykket til et pænt stykke over 100,- for samme cover.
Et ganske godt billede på hvorfor auktioner er den bedste løsning for os der ikke er eksperter, eller bruger al vores tid på at surfe rundt efter kup. Selve auktionsprincippet er med til at sikre dig den bedste pris, og det bedste bud!
Twitter
Facebook
RSS
